Vi har fra tid til anden ægtepar, som ønsker at komme i kirke og fejre deres guldbryllup – eller sølvbryllup for den sags skyld.

Det er ikke så stor en tradition herovre, som nogle steder i det jyske, hvor langt flere går i kirken og får deres ægteskab velsignet – igen.

Og spørgsmålet er jo altid nærliggende – hvordan holder man sammen i 50 år?

Hvad er hemmeligheden i et langt ægteskab?

Sådan spørger vi længselsfuldt og håber vel at der er et svar der giver mening ind i vores eget.

Svaret er næsten altid lidt kedeligt eller trivielt fordi det i sidste ende peger på noget så uromantisk som forpligtigelse, betænksomhed, at vælge til hver dag, aldrig gå i seng sure – eller noget i den stil, hvor mange nok vil tænke ”jamen det gør vi allerede – er det så garantien for at vi bliver sammen indtil døden os skiller”?

Og hvad med kærlighed – er kærlighed ikke vigtigt?

For ingen går ind i et parforhold eller ægteskab med det mål for næse, at skulle gå fra hinanden.

Det tror jeg simpelthen ikke på.

Og nogle passer bedre sammen.

Det er også en sandhed.

Men uanset vil stort set alle være indforstået med den forpligtigelse som ligger i at vælge et andet menneske til – uanset om det er i ægteskab eller i andre sammenhænge, så kan vi måske være uenige om hvor meget forpligtigelse og hvad den forpligtigelse indebærer.

Når vi kigger udefra på et guldbryllupspar, så ser det romantisk ud – tænk at opleve sådan en kærlighed.

Når vi kigger på det indefra – så ved vi at det er måske ikke hårdt arbejde, men et dagligt valg, at vælge sin partner til.

For kærlighed er vigtig.

Også den romantiske kærlighed.

Den der giver suget i maven og som gør at du efter 50 år stadig kan blive blød i knæene.

Men - jeg tror at der er mere til det.

Kærligheden kan ikke stå alene – man kan ikke leve af kærlighed og kildevand.

--

Elsker du mig? – spørger Jesus i dag.

Han stiller spørgsmålet til Peter – Peter som igen og igen indtager den meget menneskelige rolle i evangelierne – måske kan vi spejle os i ham?

Han er den skeptiske, han er utilpas og tvivlende, uforstående, egenrådig, han er loyal og alligevel senest også som en der svigter, en fornægter, og alligevel bliver han den klippe som den kristne kirke bygger på.

--

Elsker du mig?

Det er en underlig samtale – men spørgsmålet er måske ikke så mærkeligt, set i det lys at Peter netop har fornægtet Jesus 3 gange.

Peter svarer forsikrende.

Måske lidt tøvende.

Og bliver lidt ked af det – at Jesus igen og igen spørger – elsker du mig?

--

Når vi gør noget forkert, kan vi føle os skyldige.

Når vi skammer os, så føler vi os forkerte.

Skam handler nemlig ikke om noget vi har gjort, den handler om det vi er – og skammen, den er langt værre end skylden og magtfuld.

Skammen råber: ”du er forkert”, ”du er for meget” – og skammens stemme kommer ikke udefra, den kommer indefra.

Skammen – hvis I kender den, så kender I også uroen som breder sig i kroppen, hjertebanken og trangen til at gemme sig, til at skjule sig.

Og det kan være voldsomt at opleve andre mærke skam – for eksempel vores børn, når de pludselig rammes af følelsen af at være forkert og løber væk fra os og gemmer sig under sengen eller bag gardinet.

Og ikke vil tale med os, men bare skjule sig.

Hvordan kalder man den skamfulde frem?

--

Peter er taget ud for at fiske.

Han er taget væk, måske for at gemme sig.

Hans selvbillede er noget andet – noget af det sidste han sagde til Jesus skærtorsdag, er at han aldrig vil svigte ham og nogle timer senere er sandheden en anden ved hanens galen.

Og Jesus bliver jo som bekendt korsfæstet og dør og dermed muligheden for at samle op.

Måske kom skammen samtidig med at kvinderne fortalte at graven var tom – for hvordan kunne han nogensinde møde den opstandne?

Så han tager ud for at fiske.

--

Og mens han er i sin båd, kommer Jesus på stranden, kalder og Peter genkender ham, springer i og kommer ind til bredden og mens de sidder der om bålet og spiser så er det at Jesus spørger – elsker du mig?

Og Peter er tøvende og knap så sikker i svaret – ja, du ved jeg holder af dig.

Det er lidt en samtale som dengang man fik sagt til en potentiel kæreste – jeg elsker dig og de svarede med et ”i lige måde”.

--

Men Jesus gør det eneste rigtige, for man kalder den skamfulde frem med kærlighed.

Men ikke den romantiske, ikke den følelsesladede kærlighed, men den forpligtende kærlighed.

For det Jesus spørger om er ikke om Peter elsker ham, som en følelse.

Nej det Jesus spørger om er – vil du forpligte dig på mig?

Vil du hver dag vælge mig til?

Vil du hver dag forpligte dig til at gøre dit bedste og vidne om mig?

For skammen kan få os til at krølle sammen og blive navlepillende i vores ”jeg er forkert” følelse og det vi har brug for, er at mærke at der er brug for os.

At vi bliver kaldt ud, bliver hevet ud af det sammenkrøllede og ser det i den andens øjne som vi ikke selv kan se – at vi er elskede og har en opgave.

--

Kærligheden er forpligtende.

Det er det som ethvert guldbryllupspar vil sige på den ene eller anden måde.

Kærlighed forpligter.  

Og kærlighed tilgiver.

--

Jesus viser her Gud som en mulighed.

For derinde på bredden, der bliver Peters skam mødt at det eneste, der virker på skam – nemlig det at blive set og rummet i kærlighed.

Og så gør han det næstbedste – han giver ham en opgave.

”Følg mig”, siger Jesus.

”Tag dig af mine lam og vær hyrde for mine får”.

Peter, fuld af skam, bliver set og rummet og kaldt ud af sit skjul. Du er forkert, siger skammen. ”Du er dig og der er brug for dig”, siger Vorherre.

Og det er der opstandelse i.

-- Også når det gælder den skam, der er din og min. Når skammen siger til os: Du er forkert.

Pak dig sammen.

Skjul dig.

Gem dig. Så siger den opstandne Gud og frelser:

”Du er dig og der er brug for dig”.

Kig op.

Elsker du mig.

Jeg elsker dig. I Jesus stod Guds kærlighed op fra de døde for at kalde os frem af alle de skjulesteder, som skammen får os til at gemme os i.

Som jeg varsomt må løfte mit barn ud fra det sted, hvor hun ligger under sengen og tage hende op i min favn og holde hende fast og vise hende, at hun ikke er forkert, at hun er rigtig, sådan tager opstandelsens Jesus os varsomt under hagen og løfter vort ansigt, så vi møder hans blik og kan bade vores skam i den kærlighed, der er stærkere end døden.   Du er forkert, siger skammen. Du er dig, og der er brug for dig, siger Vorherre.

Det er der opstandelse i.

Må det give os mod til at tale vores skam imod, når den vil gøre os mindre end vi er.

Må den Jesus, som Peter mødte ved søen, også lyse ind over os med det blik, der favner og rummer i kærlighed.

Amen.