Prædiken fra søndag den 4. februar om sennepsfrøet og Gudsriget. 

”Du kan blive lige hvad du vil” er et udsagn vi bruger med løs hånd og er som regel sagt med et smil, et klap på skulderen og et blik som lyser af håb.

Det er gerne svaret til spørgsmålet i variationer over ”jeg ved ikke hvad jeg skal være, jeg ved ikke hvad jeg skal lave” og lignende, hvor den – nu lidt mismodige spørger – ikke kan se hvad det skal blive til.

”Du kan blive lige hvad du vil”

”Du kan lave lige det du har lyst til – alle muligheder er åbne”

Vi siger det i god mening.

Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Vi siger det blandt andet fordi vi alle sidder med en erfaring af, eller viden om, at engang var mulighederne meget få, så det at vokse op i en verden hvor alt synes muligt, alt synes tilgængeligt – må være en drøm og noget vi skal være taknemmelige for.

Sandheden er vel, at det er en stor fed løgn – du kan ikke blive lige hvad du vil.

Hvis vi altså sådan tager udsagnet i sit bredeste perspektiv – for jeg håber når vi siger det, så mener vi allerede der ”indenfor det som interesserer dig og du har evner til”. – men det er ikke det vi siger.

--

Vi ved også at vi skal blive til noget.

Fordi vi forventes at bidrage til dels det samfund vi lever i, den familie vi eventuel skaber eller som minimum at kunne forsørge os selv.

Fordi vi bliver vurderet på det at blive til noget, det er identitetsskabende og bevidst/ubevidst tildeler det dig en plads på rangstigen i samfundet.

Alt efter hvor meget succes du har.

Så det ligger i samfunds dna’et – at du skal blive til noget, være en succes og i de seneste år er der kommet ekstra pres på – så tid er blevet en vare vi handler med; i hverdagen, på uddannelserne, i familielivet, og på arbejdspladsen.

Men du kan ikke blive, lige hvad du vil.

Og at have alle muligheder i hele verden er ikke en drøm.

Det er ikke en frihed at kunne tage fra alle hylder – os der ser netflix kender alt for godt til at bruge det meste af en aften på at lede og lede mellem alle mulighederne, for at ende med at se noget vi allerede har set fordi der var for mange muligheder.

Vi tror at mange muligheder skaber mere frihed og mening.

Mening med livet.

Mening med os.

For vi er måske nogen som godt kan tænke den stille tanke, når vi spørger ”hvad skal jeg være” – så mener vi egentlig; hvad er meningen med mig?

--

I takt med at vi får flere og flere muligheder og i den sammenhæng måske også en falsk ide om flere muligheder giver større frihed – i takt med det stiger utålmodigheden.

Med så mange muligheder er det næsten uforsvarligt at stoppe op. Tænke sig om.

For du kan jo blive lige hvad du vil - og i takt med den stigende utålmodighed, stiger stressniveauet, bekymringerne og rådvildheden.

--

På modne tidspunkter i historien har gode mennesker ændret livsvilkår og fået ændret tankegangen, fået ændret politikker og synspunkter.

Udvikling og videnskab har bidraget til at ændre livsvilkår – vigtige ændringer af livsvilkår og skabt bedre kår.

Mønsterbryder kalder vi dem som på et personligt plan ændrer livsvilkår.

Men alle de ændringer har taget tid, vi står alle på skuldrene af nogle andres erfaringer, kampe og mod; Martin Luther King stillede sig ikke bare op og sagde ”i have a dream” og dagen efter var alt forandret – det tog tid, der var års forarbejde og der er fortsat et arbejde.

Ligesom det gælder alle andre ændringer af livsvilkår – de tager tid.

Der sås et frø et sted, der lægges et kim til noget – også vokser det.

Og det tager tid.

Nogle gange uden vi ved hvordan.

Nogle gange opdager vi det ikke, at det vokser indtil vi ser at noget er anderledes.

--

Nu er det sådan at i takt med mulighederne, med friheden så falder ansvaret også mere og mere tilbage på den enkelte.

Og det der var livsvilkår, er nu blevet til udfordringer og derefter et personligt nederlag når de ikke lykkes i stedet for et læringspunkt, i stedet for vilkår som ikke var dit alene at løse.

Mulighederne, friheden er også blevet vores spændetrøje – fordi erfaringen er vel for de fleste at alt ikke lykkes for os, at vi ikke kan blive til hvad vi vil og vi har på mange måder fået os indrettet sådan, at vi kun har os selv at skyde skylden på.

Du prioriterede forkert

Du skulle have vidst bedre

Du skulle have læst nogle andre bøger, haft nogle andre venner og været mere robust.

--

Du kan ikke blive hvad du vil.

Men det var vel heller aldrig meningen.

Du kan blive det du kan og er.

Du kan foretage valg som stemmer så meget så muligt overens med dine værdier.

Du kan vælge indenfor det som passer til dine evner og overskud.

Og det er godt nok.

Det er måske endda mere end rigeligt.

Men ingen af de her ting kommer til at virke hvis du har for travlt med at indhente mulighederne og friheden – uden helt at vide hvad de dækker over – for i det hastværk mister du forbindelsen til dig selv.

--

Fortællingen om sennepsfrøet siger noget om at vente, at have tålmodighed og ting vi accepterer eksistensen af, men ikke forstår.

Den siger noget om at en stor del af alting her i verden har vi hverken magt eller kontrol over – der kan vi gøre vores bedste og så er resten overladt til ventetid, voksetid og der har vi nok kun tillid, tro, håb og kærlighed at trække på – og hinanden.  

Det passer os meget dårligt.

Det passer samfundet meget dårligt og derfor gensplejser vi korn, så det vokser hurtigere, vi skaber kunstig intelligens så vi ikke skal bruge tiden på at læse bøger – hele tiden bliver der gjort forsøg på at begrænse hvad vi opfatter som tidsspilde.

Sandheden er – som det mindste sennepsfrø der vokser sig til en gigantisk plante som fugle kan bygge rede i skyggen af – at det tager tid at blive et menneske.

Det tager lang tid at blive sig selv. Også selvom det nogle gange sker i hurtige spring.

Kærlighed tager tid.

Det kræver tålmodighed at lære kærligheden at kende.

Det tager tid at lære Gudsriget at kende.

Gudsriget ligner sennepsfrøet, der vokser op og giver livgivende skygge og redeplads til fuglene.

Det vokser og gror uden man ved hvordan.

Det vokser og gror lige for næsen af os – ikke som noget fjernt og fremtidigt, men som noget der allerede er i gang.

Tro tager tid.

Måske et helt liv.

Om det siger fortællingen om sennepsfrøet også noget – at forholdet til Gud ikke er ambulancekristendom.

Det er godt at vende sig mod Gud når den er helt gal – så ringer vi Gudsriget op og forventer at Gud kommer med fuld udrykning.

Men det er ikke sådan at Gud operere.

At Gud kommer og pling så er du troende og alt er godt.

Hvad er det at være troende?

Det er også at lade det vokse indeni.

Ganske langsomt, helt at sig selv.

Man bliver ikke troende fra det ene øjeblik til det andet, det kan ikke måles eller tages temperatur på.

Tro tager tid.

Vi vil så gerne, at vi kan se meningen med det hele med det samme.

At vi kan komme i kirke, og så går det hele op for os på et øjeblik.

Ligesom med fremtiden, kærligheden, og arbejdslivet.

Tro skal have tid til at vokse.

Det tager tid at inkorporere alt det store der blev sået om tilgivelse, håb og forsoning.

Det tager tid at blive menneske.

Det kræver tålmodighed.

Det tager tid at lære sig selv at kende og sennepsfrøet fortæller noget om at et lille bitte frø kan blive til et stort træ.

Det der ikke ser ud af meget, kan have kimen i sig til noget stort.

Det gælder også os mennesker.

Ingen af os er bare hvad vi ser ud til at være.

Det tager tid at blive et menneske.

Amen.